Succes med kommunikations- eller marketingindsatser kræver intern opbakning. Både fra kolleger og ledelse. Styrker du din rådgiverkraft, styrker du også k-rollen i organisationen.
Som intern rådgiver skal du kunne andet og mere end flashe din faglighed for at gøre dig fortjent til at blive lyttet til. Situationsfornemmelse, retoriske virkemidler og strategisk tæft spiller en afgørende rolle for, om dit råd bliver hørt, forstået og fulgt.
På klubmødet den 25. august ser vi nærmere på, hvordan du kan styrke k-rollen i organisationen og de konkrete projekter ved at udfordre rammerne for dit virke og erkende betydningen af relationer og din egen rådgiverkraft.

Klar, parat, rådgiv!
Sascha Amarasinha, der på klubmødet gør os klogere på, hvordan vi træner rollen som rådgiver, har følgende gode råd:
– Du kan se rådgivning som et tre-delt forløb, som vi kalder Klar, Parat…Rådgiv! Helt kort fortalt handler det om at systematisere din faglige og mentale forberedelse, så du kan håndtere rådgiverrummet optimalt. Noget, mange k-folk har tendens til at glemme i begejstringen over ideer og muligheder.
- Gør det klart:
Tjek op, find alliancer. Tænk ind i strategien, tal ind i forretningen, og kend jeres kontekst.
- Gør dig parat:
Kend dig selv og vid, hvad du har brug for. Fx søvn, løbetur, kaffe eller en generalprøve med en god fortrolig kollega.
- Gør det rart:
Rådgiveren skal være nærværende. Lytte. Bygge op. Samskabe. Samtidig skal retten til at være i rummet som rådgiver være klar og tydelig, så kommunikationen bliver ligeværdig.