Designtænkning: Derfor skal du tænke som en designer

Kender du til begrebet Design Thinking – også kaldt designtænkning? Du har sikkert hørt om det, men måske står det også lidt uklart for dig, hvad det dækker over og hvordan du kan bruge det i dit kommunikationsarbejde.

Ja? I så fald er du ikke alene!

Designtænkning handler IKKE om design og smukke ting.

I dette indlæg får du en lynhurtig indføring i begrebet, som du også kan blive meget klogere på hos klub k. Det første møde den 30. januar 2020 tager nemlig afsæt i Design Thinking som en metode til dit kommunikationsarbejde. Oplægsholder JC Velten, som arbejder med start-ups og multinationale virksomheder i Silicon Valley, vil gøre os klogere på emnet og tage os igennem en accellereret designproces, så vi mærker metoden på egen krop.

Designtænkning handler paradoksalt nok IKKE om design eller produkter. Det handler om at adoptere den tænkning, som designere siden tidernes morgen har brugt i processen med at skabe noget til nogen. Det handler altså om, at vi skal tænke som designere. 

Det første, en designer gør, hvis hun/han skal designe fx en stol, er først og fremmest at være nysgerrig og undersøgende ift de folk, der skal bruge den.

  • Hvad er deres benlængde? 
  • Hvordan sidder de normalt på en stol? 
  • Hvad gør, at de sidder godt? Eller får ondt i ryggen? 
  • I hvilke situationer sidder de ned – og hvad laver de? 
  • Hvilke mangler har de eksisterende stole på markedet?

Designeren sætter sig i brugerens sted ved at lytte og undersøge, før hun drager konklusioner og starter sit designarbejde. Hun arbejder nemlig med at definere det problem, hun er i gang med at løse. Og det kan vi, der arbejder med kommunikation, lære rigtig meget af. For når man interesserer sig nærmere for virksomhedens kunder – ved fx at tale med eller observere dem – begynder man at få en dybere forståelse for, hvad der driver dem. Og man får indsigt i, hvad der udfordrer og forhindrer dem. 

Når du har et grundlæggende godt billede af dine kunder og deres problemer – er det 10 gange nemmere at udvikle ideer til, hvordan I kan tale mere direkte til deres behov og dermed gøre jer relevante. Hvordan I kan hjælpe dem af med deres problemer eller med at nå deres mål.

Måske er svaret en blog. Måske er det et arrangement. Måske skal I arbejde med emballagen eller med at etablere et community omkring jeres produkter. Uanset hvilke ideer, I arbejder med, er det vigtigt, at I starter med en skitse, en tegning eller en prototype, som I hurtigt kan teste af på de dersens kunder, inden I kører fuld skala. For designtænkning handler om at holde brugerne eller kunderne tæt på i hele processen – og på at innovere på en effektiv måde. 

Det er grundlæggende essensen i en designproces, som du kan se illustreret nedenfor ved Stanford D Schools model for design thinking. Hvis du har lyst til at dykke mere ned i emnet, har Københavns Universitet et spændende temasite, hvor de dykker ned i begrebet og de forskellige metoder.

Design Thinking Process Diagram, Stanford D School