Mange virksomheder ønsker at aktivere deres medarbejdere på de sociale medier for at opnå troværdighed og større rækkevidde på virksomhedens budskaber. Men det rejser også nogle dilemmaer, for hvor meget kontrol tør man slippe – og hvad sker der egentlig, hvis medarbejderen siger noget helt forkert?
Autenticitet, troværdighed og øjenhøjde er en eftertragtet valuta på de sociale medier. For vi mennesker relaterer til andre mennesker og leder bevidst eller ubevidst efter noget, vi kan spejle os i eller lade os inspirere af. Den erfaring har mange virksomheder bittert også gjort sig i bestræbelserne på at skabe engagement omkring deres brand eller produkter via de sociale medier.

Personlig afsender i høj kurs
Vi vil nemlig ikke se på glansbilleder med afstemte corporate budskaber – vi vil helst høre om virksomheden fra rigtige mennesker – fra kunder eller medarbejdere – på en ikke-iscenesat facon, så vi selv kan danne os et indtryk på et mere troværdigt grundlag.
Derfor opfordrer mange virksomheder også deres medarbejdere til dele budskaber omkring deres arbejdsplads via deres personlige profiler på de sociale medier – en tilgang kaldet employee advocacy. Denne fremgangsmåde giver både større rækkevidde på budskaberne om virksomheden samtidig med, at man får mere personlige opslag, som folk kan relatere til.
Frygt for at åbne op
Men det er også en fremgangsmåde, der giver virksomheden en række udfordringer. For medarbejderne er ikke nødvendigvis optaget af det samme som virksomhedens ledelse eller kommunikationsafdeling. Og får måske ikke altid sagt tingene på den bedste måde. Og nogle gange er deres opslag endda fyldt med stave- og kommafejl.
Det skaber en frygt for, at det falder dårligt tilbage på virksomheden og rejser igen og igen spørgsmålet om, hvorvidt virksomheden skal/må/kan styre og skabe retning i deres medarbejderes virksomhedsrelaterede opslag.
For det er et svært skifte at lave – fra at have stram kommunikationsfaglig styring over virksomhedens budskaber til at slippe tøjlerne løs på de sociale medier, hvor en fjer lynhurtigt kan blive til 100 høns.
Hvad kan k-folk bruge employee advocay til?
Employee advocacy rejser nogle interessante dilemmaer og er tydeligt bevis på de paradokser kommunikationsfeltet står over for i dag: vi ønsker at arbejde inden for rammerne af de sociale medier med øget transparens og autenticitet – samtidig med, at vi stadigvæk gerne vil styre den måde, vores brands opfattes på.
Netop derfor har vi sat employee advocacy på dagsordenen i klub k. Anne Frost vil tale om, hvordan employee advocacy kan bruges til at tiltrække talent og brande virksomheden – men også om de krav, det stiller til virksomheden og os kommunikationsfolk.